Weekendens kampe, i sidste spillerunde, for Skjern Badmintonklubs U13 drengehold, forløb over al forventning.
Første kamp stod mod Tarm 1, som havde vundet samtlige kampe og allerede sikret sig førstepladsen i puljen. Det lod Skjerns drenge sig dog ikke mærke af, så efter en lang tre-sæts-kamp i 1. doublen, stod de 1-1 efter de to doubler. To sikre sejre til Malthe og Emil sikrede et samlet resultat på 3-3. Dermed var begge hold sikret et point. Det sidste point skulle nu afgøres i et Golden Sæt. To spillere fra Skjern spillede ét sæt mod to spillere fra Tarm. Desværre viste Tarm-spillerne sig for stærke og det blev til et nederlag, i et tæt spillet sæt, på 18-21. Tarm forblev dermed ubesejret med nød og næppe.
Så stod kampen mod Rindum, som lå nr. to i rækken. En meget overraskende sejr i 2. double til Hjalte og Lasse, gav lige pludselig forhåbning om at tage en sejr og dermed komme op og stå lige med Rindum på andenpladsen. Emil, nok rækkens stærkeste spiller, vandt endnu engang ganske sikkert, men så var festen også forbi. To nederlag i tæt spillede kampe gjorde drømmen til en umulighed og kampen endte med et nederlag på 2-4 og dermed 6 point fra kvalpladsen til DM.
Spillerne på holdet var Emil Theilgaard, Malthe Tang, Hjalte Lund og Lasse Fabricius.